


















|
Kom og Dans
Swing og rock'n'roll
Har du lyst til
sjov motion? Så er swingdans måske noget for dig. Det er en dans, der er
meget let at lære, og som kan danses til næsten al musik, men først og
fremmest til meget energifyldte og livlige rytmer.
I Kom og Dans behøver man ikke
selv at komme med en dansepartner. Her er altid mange, du kan danse med.
I undervisningen skifter vi ofte dansepartner, og det betyder, at man
danser med dansere på forskellige niveauer - det bliver man både
dygtigere af – og samtidig lærer man de andre i foreningen bedre at
kende. Swing er ikke en konkurrencedans - det vigtigste er at fremme
danseglæden og få gode oplevelser.
Har du nu fået lyst til at lære
at danse swing, så kom gerne alene, eller tag din partner/ven eller
veninde med. Medbring godt humør og oplev det energiløft som swingdansen
giver.
Historie - oprindelse
Kom og Dans kommer fra Norge, hvor det er opfundet/startet af en mand
ved navn Johan Fasting i 1970'erne. Johan har læst idræt på
universitetet og har derefter brugt en del år på at tage rundt i Norge
og studere de mange forskellige bygders danse og dansestil. Johan har
med sit danse-oplæg forsøgt at tage det bedste ud af det, han så. Kom og
Dans bygger således på gammel norsk tradition, men dansen har rødder
helt tilbage til Lindy-hopperne i USA. Johan har fra starten
forskelliggjort sit danse-oplæg fra en danseskole ved
at opstille sociale formål:
- At arbejde for et socialt miljø omkring dans, hvor alle kan være med.
- Gennem dansen at fremme danseglæden,
fysisk udfoldelse og socialt
samvær.
- Ikke at blande dans og alkohol for på den
måde at højne dansekvaliteten
og danseglæden.
Kom og Dans kom til Danmark med en dansk pige ved navn Winni Møller
Jensen. Hun startede dansen op i Århus i 1993 og i 1998 blev foreningen
Kom og Dans, Århus stiftet. Derfra har dansen bredt sig først til Aars,
siden til Randers, Aalborg, Holstebro, Esbjerg, Herning, Silkeborg,
Thisted, Viborg, Aabybro, Vejle, Grenaa, Horsens, Varde, Ribe og Kolding.
Dansen er bygget
op efter enkle pædagogiske principper, således alle kan lære det.
Musikken er i undervisningen tilpasset, således den passer til dansens
former. Der er tale om fire grundformer, som her er nævnt i rækkefølge
efter stigende tempo: Danseswing, Bygdeswing, Rockeswing og Rock’n’roll.
Har man gennemgået grundkurserne kan man gå videre til Fortsætterkursus,
hvor man lærer at kombinere disse danseformer samt får opbygget den
rutine, der er nødvendig for at gå på Videregående kursus.
Når man har danset minimum 2
sæsoner på videregående, kan man deltage i Temakurser med danseformer
der tilhører bestemte stilarter som Shuffle, Glidende gådans, Blues
boogie, Jump boogie, Swing boogie, samt forskellige rock’n’roll former
som Sidestegsrock, Slip-ned, Rockabilly mv. Der er mange muligheder
inden for Kom og Dans og der arbejdes fortsat på at udvikle dansen, så
den holdes spændende og varieret. I Kom og Dans er der også kurser
for alle i Bugg og norsk tango.
For at alle kan
få mest muligt ud af kurserne, er det vigtigt, at man deltager i de
kurser, ens niveau berettiger til, da de forskellige danseformer bygger
videre på tidligere lærdom. Normalt er adgangskravet nævnt ifm.
præsentationen af hver enkelt kursus, uanset om det drejer sig om
weekend- ugekurser eller andet, men er du i tvivl: spørg din instruktør!
Dansearrangementer
Flere gange
årligt arrangeres weekendarrangementer med kurser fredag aften, lørdag
samt søndag formiddag. En gang årligt holdes sommer-ugekurser i enten
Norge eller på Ærø.
I løbet af forårs- og
efterårssæsonen holdes der endvidere så og sige hver fredag og/eller
lørdag aften danseaften i én af foreningerne i Jylland. Typisk starter
aftenen kl. 19.00 med en times undervisning for dansere på alle niveauer
og derefter er der fri dans fra kl. 20.00- ca. 24.00.
I Herning er der udover de 12
kursusaftener pr. sæson 3 minidanseaftener, tirsdag fra kl. 19.00-22.00.
Der er ikke undervisning disse aftener, men det er en rigtig god idé at
deltage, således man får dansetræning og mulighed for at danse med mere
erfarne dansere.
Til alle de ovennævnte
arrangementer er dansere fra andre byers foreninger velkomne og der er
oftest arrangeret samkørsel til hver af disse danseaftener.
|
Klik på billederne for et se dem i større format









|